Vores uddannelser er den bærende søjle i vores samfund, derfor skal man være meget omhyggelig og forsigtigt, inden man begynder at hakke løs i den eksisterende konstruktion.
Der er behov for ændringer i “den bærende søjle”.
Unge, som ikke er bogligt interesseret, har i dag ikke et tilstrækkeligt attraktivt uddannelsestilbud i stil med de boglige gymnasieuddannelser.
Der er bred enighed om den analyse, som dannede rammen om Reformkommissionens arbejde og som sidenhen udmøntede sig i regeringens meget vidtgående forslag om at oprettelse en epx-uddannelse og gennem skærpede karakterkrav at begrænse adgangen til de tre nuværende boglige gymnasier (stx, htx og hf) samt helt at fjerne både 10. klasse og hf.
I Danske Gymnasier deler vi Reformkommissionens analyse. I forlængelse af analysen foreslog vi, at man iværksatte forsøg omkring mere erhvervs- og professionsrettede elementer med afsæt i den eksisterende ungdomsuddannelse hf, som i dag har rigtig gode erfaringer med fagligt og socialt løft af en bred gruppe af elever.
Vi synes nu, som dengang, at den bedste måde at implementere forandringer på i vores uddannelsessystem er ved at høste erfaringer gennem forsøgsarbejde. Vi stiller os meget gerne til rådig for både at udvikle og gennemføre forsøg.
Flere partier i oppositionen udtrykker nu deres bekymringer for at ministeren Mattias Tesfaye har kastet lidt for meget op i luften på én gang.
Bekymringer er en god anledning til at få startet en dybere drøftelse af, hvordan vi sammen kan få strikket et nyt uddannelseslandskab baseret på mange af de erfaringer, som finde i vores (meget velfungerende) uddannelsessektor i dag.
Derfor også tak til Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Radikale Venstre for at byde sig til i bestræbelsen på at få reformeret vores uddannelsessystem med respekt for alt det, som allerede i dag virker!
#uddpol #epx