Tale fra GL’s repræsentantskabsmøde november 2017 (lettere redigeret til dette format).

Kære politikere
Jeg har taget to kager med, for det er jo så populært i politik at udtrykke sine budskaber gennem kager.

En othellolagkage og en citronmåde – de er begge kager, men der er ved Gud forskel.

Gymnasieuddannelserme er en succes. Det synes vi fortsat, at de skal være. Samfundets othellolagkage om man vil.
Gymnasieskolen er et sted, hvor kommende generationer tager hul på deres fremtid til gavn for dem selv og for hele samfundet.

Kære politikere
Det er ikke en selvfølge, at unge mennesker får en god uddannelse.
Det er ikke en selvfølge, at vore uddannelsessystem kan bryde den sociale arv og give alle en fair chance.
Det er ikke en selvfølge, at vores unge kan konkurrere på et globalt arbejdsmarked og dermed skabe vækst og velstand i Danmark.

Kære politikere
En kage er ikke bare en kage!
Med de voldsomme nedskæringer, som I har valgt at udsætte vores uddannelsessystem for, så er I ved at erstatte vores uddannelses-othellolagkage med en fabrikslavet citronmåne.

For at være ærlig:
Jeg kan godt undervise endnu flere elever.
Jeg kan godt gennemgå det faglige stof endnu hurtigere.
Jeg kan godt rette endnu flere opgaver pr. time.
MEN resultatet bliver derefter:

Jeg vil tabe elever på gulvet. Elever, som med et skulderklap og opmærksomhed fra en lærer, ville være kommet på ret kurs igen fx efter sygdom, forældres skilsmisse eller elever som ganske enkelt blot havde behov for et ekstra fagligt input, inden tiøren faldt.

Jeg kan ikke med et snuptag få eleverne til at fange det faglige stof hurtigere. Fordybelse og fagligt svært stof kræver tid – også for elever.

Kære politikere
Kort sagt: Jeg kan godt bage citronmåner på samlebånd, men det kommer der ikke lagkager ud af. Lad være med at tro, at I kan spare jer til gode uddannelser.

Og hvad er det så, vi taler om? Lad os se på tallene bag nedskæringerne.

Som det ses af tabellen, så betyder omprioriteringsbidraget, at der sammenlagt skal spares 1,8 milliarder kroner, hvilket svarer til 4 millioner lærertimer (set i forhold til et uændret elevtal).
Omprioriteringsbidraget for 2019, 2020 og 2021 er ikke besluttet endnu, men i finanslov for 2018 lægges der op til disse nedskæringer.

Politikernes beslutning om at skære på ungdomsuddannelserne står i kontrast til den udvikling, som vi ser i de øvrige OECD-lande. Danmark ligger kun på 24. pladsen på OECD-listen over lande, som investerer mest i ungdomsuddannelserne.

Kampen mod nedskæringer

GL’s kampagner mod nedskæringer: Fake news og Besparelser slukker drømme

Kære kollegaer
Ovenstående billeder er fra de seneste to GL-kampagner. De er eksempler fra vores arbejde med at gøre opmærksom på de negative konsekvenser, nedskæringerne vil få.

Kampen mod nedskæringerne kæmpes både centralt og lokalt. Herunder ét eksempel fra et lokale opråb mod nedskæringer:

Begravelse af 4 millioner lærertimer – Øregaard Gymnasium

Der gøres rigtig meget fra både centralt hold og lokalt for at påvirke politikerne i retning af at droppe nedskæringerne på ungdomsuddannelser. Det arbejde skal vi fortsætte.

Pas på dit eget arbejdsmiljø

Parallelt med den offentlige og udadvendte kamp for at få fjernet nedskæringerne og bevare et godt gymnasietilbud også i fremtiden,  er vi alle i sektoren dvs. bestyrelser, ledelser, tillidsfolk og undervisere forpligtet til at sikre de bedst mulige arbejdsvilkår under de givne politisk udstukne rammer.

Det er en svær, meget svær balance at kæmpe mod nedskæringernes forringelse af uddannelserne og vores arbejdsmiljø samtidigt med, at vi skal arbejde for at minimere skaderne.
Nedskæringerne har konsekvenser for den kvalitet, vi kan levere, og det gør ondt at se og opleve kvalitetsforringelser.

Vi skal IKKE tage ansvaret for nedskæringerne. De er resultat af en politisk prioritering af samfundets midler

Vi skal IKKE tage ansvaret for nedskæringerne. De er resultat af en politisk prioritering af samfundets midler, MEN vi har fortsat ansvaret for at arbejde for, at vi selv og vores kollegaer kan finde arbejdsglæde i jobbet som undervisere. Kan vi finde balancen?

Der skal træffes valg.
Vi skal turde at indse det.
Vi skal turde sige det.
Vi skal turde gøre det.

Jeg kommer til at tænke på sidst, jeg var ude at flyve, hvor der inden afgang gennemgås de obligatoriske sikkerhedsprocedurer.

I tilfælde af faldende kabinetryk vil Deres iltmaske falde ned foran Dem. Masken placeres som vist over næse og mund. Rejser De med børn, er det vigtigt, at De placerer deres egen maske, før De hjælper børnene“.

Formaningen kan også bruges i relation til vores arbejde. Det er måske ikke altid bedst at tænke på andre først og sætte sig selv, som den handlende, sidst.
Er jeg først udbrændt, træt og stresset – så kan jeg ikke give andre ilt for at blive i flymetaforerne.

Som kollegaer skal vi minde hinanden om, at vores egen iltmaske skal på, før vi hjælper eleverne. Vi skal turde at tage lederskab og forandre vores skoler. Ikke nødvendigvis i en bedre retning, men i den bedst mulige retning under følgeskab af nedskæringerne.

Vi skal turde at tage lederskab og forandre vores skoler. Ikke nødvendigvis i en bedre retning, men i den bedst mulige retning under følgeskab af nedskæringerne

Vi er tvunget til at forandre vores måde at planlægge og gennemføre undervisningen på. Vi må erkende, at kvaliteten falder, hvis nedskæringerne ikke fjernes, men vi skal sikre, at kvaliteten falder mindst muligt for også at kunne bevare glæden og tilfredsstillelsen ved vores arbejde.

Vi er ikke alene – det er ikke en trøst, men en konstatering. Debatindlæg fra flere forskellige grupper af offentligt ansatte har i de senere år beskrevet, hvordan der ikke længere er overensstemmelse mellem forventningerne til kvaliteten og omfanget af den offentlige service og de økonomiske bevillinger. Den konsekvent underfinansierede offentlige sektor har menneskelige konsekvenser for de offentligt ansatte. Det mærkes i konsultationen hos erhvervspsykolog Eva Herts[1] Eva Herts er psykolog, ph.d og stifter af og direktør for Center for Mental Robusthed, som i Ugebrevet A4 afsender en markant advarsel: Danskerne dør af dårlig ledelse og for høj arbejdsmoral.

Hun efterlyser:
den støttende, indlevende leder, der sætter grænser, så medarbejderne ikke bliver overladt til deres egen indre stemme og høje ansvarlighed, når arbejdet skal afgrænses og vurderes. For vi er de hårdeste dommere over os selv

Og hun fortsætter:
mange ledere er jo selv under pres og underlagt de samme politiske og økonomiske vilkår, og mange har derfor svært ved at sige fra og lede opad. Få sagt videre i systemet: ’Prøv at hør’. Vi kan ikke nå de mål, der er sat. Jeg har presset mine folk max, og det kan ikke lade sig gøre

(…)

Lederne er under politisk og økonomisk pres og bliver målt på deres resultater, men de har en moralsk og etisk forpligtelse til at sige det videre, når der er problemer

Ifølge Eva Herts er det afgørende, at alle erkender,  at det kræver mange og forskellige indsatser at bringe livs- og arbejdsglæde samt balancen mellem krav og ressourcer på arbejdsmarkedet tilbage.

Graferne ovenfor viser nedskæringer år efter år, og de dikterer, at vi ikke kan fortsætte som tidligere. Hvis ikke vi gør noget, ender vi i en krisetilstand, som Eva Herts beskriver som en tilstand, hvor vi hver især prøver at kompensere for nedskæringerne og “lader som om”, vi kan redde, om ikke hele verden, så vores arbejdsplads, men med arbejdsglæde og livet som indsats. (Voldsomt udsagn men underbygget af Eva Herts).

Jeg  og sikkert flere af jer ved, hvor hårdt det er dels at skulle sige til sig selv eller en kollega, at nok er nok, og dels at være tvunget til at lægge sine arbejdsvaner om. Men kan vi være andet bekendt? Vi er tvunget til at se på vores arbejdsdag og nytænke. Vi skal justere kvaliteten efter de politiske rammer, som udstikkes, OG give politikerne syn for sagn.

Der kan ikke laves othellolagkager, når der kun er sat melblanding og gul glasur frem i bageriet.

Kære politikere
En kage er ikke bare en kage.
Uddannelse er ikke bare uddannelse.
Jeres besparelser slukker drømme!

References
1 Eva Herts er psykolog, ph.d og stifter af og direktør for Center for Mental Robusthed