Temaet for årets Sorø-møde er: En ny ungdomsuddannelse.

#Sorø-møde dag 1.

Der er meget smukt omkring Sorø Akademi, som danner rammerne for Sorø-mødet.

Om regeringens planer for fremtidens uddannelsesbilleder kan hamle op med naturens skønhed, stor stadig efter første dag hen i det uvisse.

Minister Mattias Tesfaye taler stadig i overskrifter og har ikke fremlagt en konkret model.

Ministeren er optaget af:

– God geografisk uddannelsesdækning i forhold til flere tilbud. Med faldende ungdomsårgange vil det være nødvendigt at slå flere uddannelser sammen, hvis der som i dag, skal findes stx udbud i 85 byer.

– Ministeren taler om at oprette et nyt tilbud, som han pt. kalder “det erhvervsrettede gymnasium”. Den nye uddannelse skal forberede til erhvervsuddannelser. Varighed 2-3 årigt. Uddannelser kunne indeholde hf, grundforløbene fra EUD og kommunal 10. klasse?

– 10. klasse på efterskoler ser ikke ud til at være i spil

– Intet konkret om adgangskrav, men antydninger af, at der er behov for reguleringer af optag på de forskellige uddannelser.

Klar til dag 2, og spændt på hvad den bringer…


#Sorø-møde dag 2.

Hvad gemmer der sig i Tesfayes skrivebordsskuffe?
Skuffet må de være, som troede, at han ville åbne den her på dag 2.

Det var endnu en dag på Sorø-mødet med virkelig gode input fra aktører rundt om i undervisningssektoren, MEN ministeren Mattias Tesfaye taler stadig kun i overskrifter og målsætninger…….

Her pointer fra ministerens afsluttende kommentarer:

Tesfaye er meget optaget af, at der skal være et bredt geografisk uddannelsestilbud i hele landet: “Vi kan ikke holde til at lukke 10 stx-udbud rundt om i landet grundet faldende ungdomsårgange, derfor skal der gøres noget.”, siger han indledningsvis.

Der SKAL findes et attraktivt tilbud til alle de unge, som ikke skal på gymnasiet. De skal ikke stå overfor det uoverskuelig erhvervsuddannelsesudvalg, som vi kender i dag.

Tesfaye er meget positiv overfor de forsøg, som man har lavet på Maribo Gymnasium (ved rektor Michael Levy Bruus), Her har man arbejdet med at at gøre hf-uddannelsen mere praksisrettet. I Maribo kaldes linjen for Håndværker HF.

Tesfaye siger fortsat ikke noget om karakterkrav til de 3-årige gymnasiale uddannelser, men han siger, at det ikke gør noget, at man skal stå på tæer for at kunne følge med fagligt.
(Ja så kan man så selv tolke, men mon ikke det er et signal om, at karakterkravet bliver MINDST 5, og at han er villig til at lave forskelligt karakterkrav til de forskellige ungdomsuddannelser).

Vedr. tidshorisonten så åbnede Tesfaye op for, at en ny model fremlægges inden jul, men at den næppe bliver implementeret de næste par år. Han nævnte, at hans egen dreng i 6. klasse nok ikke vil nå at få glæde af et nyt tilbud.

Da en ny model ikke ligger lige om hjørnet, så nævnte han også, at der derfor kommer ændringer i taxameteret. Her er det så blot at håbe, at hans politiske interesse og velvilje overfor mindre gymnasier i udkanten er intakt.

Ja skuffen er fortsat lukket, og om der ligger konkrete planer i den er vi fortsat i tvivl om – indtil videre holdes skuffen lukket….

Sidst vil jer gerne takke Børne- og Undervisningsministeriet for et flot arrangement.