Jeg har i mange år som hovedbestyrelsesmedlem siddet i GL’s udvalg for IKKE-fastansatte. Det har aldrig været nemt IKKE at være fast knyttet til en arbejdsplads – men i disse år er det værre, end jeg før har oplevet – trist 

Læseværdigt “personlig” indlæg af Sanne Bjerre-Hyldgaard – tak!
__________________

En del af prekariatet

Jeg har været heldig. Ufattelig heldig. For jeg har i en årrække oplevet at være en del af en arbejdsplads. Et sted hvor jeg kunne sige, at jeg hørte til og havde hjemme, og hvor jeg elskede at gå på arbejde. Det var et slags hjem og en familie, hvor vi skændtes, jovist, men også et sted, hvor vi kom langt og opnåede gode resultater. Hvor jeg blev set og hørt og blev anerkendt for det, jeg kan, og hvor jeg mærkede, hvor meget jeg holder af mit arbejde. Jeg fik pædagogikum og oplevelsen af at følge elever fra 1.g til studenterhue, jeg fik sparring og støtte. Da jeg sagde farvel, holdt jeg en afskedstale og fik blomster og rektor sagde et par ord. Det sidste lyder måske som en lille ting i det store perspektiv. Men det er det slet ikke.

Jeg var desværre nødt til at forlade mit gamle job på Frederiksberg af geografiske og tungtvejende personlige årsager, og på den måde vandrede jeg lige ind i prekariatet ligesom størstedelen af min vennekreds. Jeg er nu gymnasielærer i Aarhus. Jeg er midlertidigt ansat. På en dejlig arbejdsplads hvor jeg ønsker at blive, igen at blive en del af noget og høre til, og hvor mine skønne kolleger løber så stærkt, at der burde være plads til flere. Men det er der ikke for nu, for man er nødt til at spare og effektivisere som følge af omprioriteringsbidraget.

En af mine venner med samme uddannelsesbaggrund har fem jobs – ingen af dem er faste.


En af mine venner med samme uddannelsesbaggrund har fem jobs – ingen af dem er faste. Hun kører på femte år på denne måde. De fleste af mine nærmeste venner uden for arbejdspladsen med kandidater – er deltids- og midlertidigt ansatte. Vi ønsker alle “bare” at få lov til at være en del af noget, hvor vi kan være sammen med gode kolleger om at skabe noget meningsfuldt. Så ofte har jeg læst om, at min generation hopper fra job til job. Det tror jeg på. Men ikke fordi vi har lyst. På bare et år er andelen af nye gymnasielærere, der får tidsbegrænsede stillinger steget fra 60 til 72 procent, skrev Gymnasieskolen i maj. Prekariatet er voksende også i gymnasiesektoren, og det er en diskussion vi er nødt til at tage af flere årsager.

Prekariatet er voksende også i gymnasiesektoren, og det er en diskussion vi er nødt til at tage af flere årsager.

En ny norm er ved at blive skabt

En af mine venner har siddet i et vikariat for en stressramt på en gymnasial uddannelse og blev bedt om at rette otte dansk stile i timen og arbejde fulde dage uden reel forberedelsestid. Jeg har sagt ja til et andet undervisningsjob ved siden af, da mit årsvikariat er deltids – et job på langt ringere arbejdsvilkår. Vi, der er midlertidige, er med til at skabe en ny norm, en lavere standard for undervisning. Er man timelærer, står man uden for overenskomsten i GL, og det er et problem også for dig, der er fastansat på fuld tid.

Hvilke konsekvenser har det, hver gang en årsvikar eller timelærer ryger ud igen? Hvilken vidensudveksling skete ikke og hvilke opgaver blev ikke løftet? Jeg har set og hørt om talrige eksempler på opgaver, der ikke blev løst på den konto. Hvad betyder det rent menneskeligt? Jeg ved, at jeg har grædt snot over savnet efter at høre til et sted igen og frustration over en meget utryg situation, og det er jeg nok ikke alene om. Det er et af vores mest basale menneskelige instinkter – at høre til i en flok. Står vi alene, er vi sårbare. Fagforeningerne er ikke rustet til det hastigt voksende prekariat, og jeg kender til flere timelærere, der føler sig glemte af deres fagforeninger og overvejer at droppe at være medlem.

Jeg ved, at jeg har grædt snot over savnet efter at høre til et sted igen og frustration over en meget utryg situation, og det er jeg nok ikke alene om. Det er et af vores mest basale menneskelige instinkter – at høre til i en flok.

Årsvikarernes og timelærernes roller rundt om på gymnasierne er med til at skjule, i hvor høj grad besparelserne rammer. Hvis man ikke genansætter en årsvikar og heller ikke finder en anden til at tage opgaverne men blot spreder det ud på medarbejderne, tæller det ikke i systemet som en fyring. Men det er et årsværk mindre. Det er også et problem, for dig, der er fastansat, fordi du forhåbentligt engagerer dig i dine kolleger – også dem, der er “ufrivilligt midlertidige”, som du skal sige hurtigt farvel til igen. Prekære ansættelser er desuden med til at fremelske en kultur om fleksibilitet og omstillingsparathed hos alle medarbejdere, for som årsvikar eller timelærer klager man ikke ved overbelastning af frygt for ikke at blive genansat.

Der ligger en opgave foran os

Det har skræmt mig at mærke, hvad der er på den anden side af en fastansættelse. Hvor sårbart man står som enkeltindivid i et system, hvor man blot kan gå og håbe på at blive set. Det er en endeløs række af rutsjeture, hvor man skifter mellem at håbe og være opgivende. Hvor det ikke altid handler om, hvor god man er til at undervise i form af fx pædagogiske evner eller faglig viden, eller fordi man engagerer sig i sin arbejdsplads og sine kolleger, men hvor det snarere handler om, hvordan skemaet lægges mest effektivt. Og jeg er endda en af de heldige med pædagogikum og årsvikariat og gode kolleger.

Min egen og venners historie er en af hovedårsagerne til, at jeg stiller op til valg om at komme i hovedbestyrelsen. Folk halser som sindssyge for at kunne levere lødig undervisning, mens vi er flere som står uden fast arbejde. Det er fysisk og psykisk opslidende for de fastansatte lærere ikke at kunne levere pga. manglende tid, mens en hel gruppe af færdiguddannede lærere står med løs eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet – og med store menneskelige omkostninger til følge. Det er vi nødt til at stå sammen om at løse. En god start vil være at få fjernet omprioriteringsbidraget inden det er for sent – både for lærere og elever. Det vil jeg gerne være med til at arbejde for.

Sanne Bjerre-Hyldgaard, Liste 3