Uddannelse af høj kvalitet er hjørnestenen i vores samfund

Uddannelse skaber unik sammenhængskraft. I Danmark har et højt uddannelsesniveau været en forudsætning for, at vi i dag har et af verdens  mest lige samfund; til gavn både for den enkelte og for samfundet.

At uddanne er ikke noget, man bare gør. Uddannelse af høj kvalitet forudsætter, at lærerne har mulighed for at holde fokus på kerneopgaven: Undervisning og dannelse.    

Liste 3 mener, at den gode undervisning bedst sikres:  

– ved at der afsættes god tid til forberedelse og udvikling af undervisning. Lærerens glæde og engagement ved at undervise er helt afgørende for, om der sker læring

– gennem dialog og samarbejde på den enkelte skole både mellem kollegaer og med ledelsen. Ja tak til indflydelse.

– ved at GL er gymnasielærernes samlede talerør i forhold til medierne, lederforeninger og ministerier

– ved fortsat at udvikle GL som  en seriøs, saglig og ansvarlig fagforening, som står vagt om kvaliteten af vores uddannelser

– ved fortsat at tiltrække og fastholde højtuddannede medarbejdere gennem en konkurrencedygtig akademisk løn, godt arbejdsmiljø og gode muligheder for personlig kompetenceudvikling

– ved at al gymnasieundervisning varetages af akademikere med en pædagogisk overbygning. GL skal have særligt fokus på at sikre den akademiske faglighed i de gymnasiale fag på EUX, for herigennem at styrke elevernes studiekompetence

– ved at undervisningsmidler går ubeskåret til undervisning og ikke til overskud eller bygninger

 

Overenskomst

Problemer med manglende anerkendelse af merarbejde skal løses. De steder, hvor der fortsat er kollegaer, som ikke bliver aflønnet for deres arbejde, skal den lokale TR i samarbejde med GL centralt gå ind i sagerne og om nødvendigt rejse disse sager ved den faglige voldgift.

Vores overenskomst indeholder to muligheder for at opgøre arbejdstid: enten gennem tidsregistrering eller ved indgåelse af aftaler (akkorder). Liste 3 arbejder målrettet på, at begge opgørelsesmetoder bliver respekteret, så vi lærere har sikkerhed for, at alt vores arbejde aflønnes. Liste 3 arbejder ligeledes for, at det også efter OK 18 skal være muligt at indgå gode aftaler på arbejdstid.

Lokal løn skal udmøntes

Det er helt uacceptabelt, at lokale lønmidler ikke udmøntes efter hensigten. Værst ser det ud på HHX og HTX. Lokal løn er ikke en bonus, men en del af vores faste løn! Liste 3 vil derfor sætte fokus på at få det lokale lønsystem til at fungere efter hensigten.

Personalepolitik og arbejdsmiljø

Liste 3 vil gennem den lokale TR styrke fællesskabet på lærerværelset og derigennem sikre, at ingen af os kommer til at stå alene. Lærerværelset, TR og ledelsen skal sammen arbejde for, at der føres en god dialog om forhold på vores arbejdsplads. GL’s banebrydende projekt “Professionel Kapital” er et meget velegnet instrument i den sammenhæng. Projektet er en af Liste 3’s  politiske mærkesager, og vi vil fortsat arbejde på at få det udbredt til flere skoler.

Liste 3 vil styrke den lokale dialog og lærernes medbestemmelse ved at øge samarbejdsudvalgets indflydelse.

 

Der er lærere, som ikke har gode arbejdsvilkår – det vil vi ikke acceptere. En god og meningsfuld personalepolitik er en forudsætning for det gode arbejde. Alle skoler/kurser skal stå til ansvar for deres personalepolitik.

Liste 3 vil sætte gang i initiativer for skolerne, så de bliver bedre til at prioritere de mange arbejdsopgaver, hvorved der frigøres flere ressourcer til kerneydelsen.

Skolerne skal arbejde målrettet med at udjævne skævbelastninger i vores arbejde, så der kan opnås en bedre balance mellem arbejde og privatliv.

 

Liste 3 vil arbejde for, at lærerne bliver styrket i det daglige samarbejde på skolerne. Intentionerne i SU/MIO-samarbejdet skal respekteres.

 

Nyansatte og pædagogikum

Liste 3 vil gøre en ekstra indsats for at sikre, at alle får en god start. Der skal tages et særligt hensyn til nyansatte, så de får mulighed for at få godt fat om kerneydelsen.

Over halvdelen af de nyansatte oplever at skulle igennem et eller flere prøveår som vikar inden pædagogikum og en fastansættelse. Denne praksis er uacceptabel. Vi vil have udskiftet vikarstillinger med faste stillinger.

Uddannelsespolitik

De store linjer i uddannelsespolitikken bør være fælles for GL. Liste 3 vil arbejde for

  • at almendannelsen styrkes på tværs af alle skoleformer.
  • at afvise besparelser på eksamen og censorer. Det vil true elevernes retssikkerhed, uddannelseskvaliteten og den nationale standard.
  • at GL sammen med de faglige foreninger sikrer, at læreplaner udvikles på baggrund af lærernes erfaringer.
  • at HF fortsat skal være et attraktivt tilbud til de unge, som ikke er gået den lige vej. Karakterkrav til HF skal afvises.
  • at SRP- og AT-eksamen på stx nytænkes.
  • at SRP- og DIO-eksamen på hhx nytænkes.

 

Liste 3 – Repræsenterer hele sektoren

Vores kandidatliste repræsenterer alle skoleformer.

Liste 3 er klar til at videreudvikle og modernisere GL.

Vi opstiller Jeppe Kragelund som vores formandskandidat.

 

STEM PÅ LISTE 3