Den offentlige sektors fremtid bliver et omdrejningspunkt ved de kommende overenskomstforhandlinger for offentligt ansatte i 2018.

Nedskæringer år efter år svækker den offentlige sektor og sender den i sygesengen. Som ansatte i den offentlige sektor oplever vi, at vi hele tiden tvinges til at løbe stærkere og levere ringere kvalitet. Endnu et eksempel i en snart endeløs række kom i sidste uge, da Rigshospitalets fødselschef Morten Hedegaard opsagde sin stilling. Han kan ikke længere stå inde for kvaliteten (eller mangel på samme) og de ansattes arbejdsforhold.

Undervisningssektoren er hårdt ramt allerede, og det bliver kun værre, hvis det står til regeringen. Massive besparelser ruller allerede ind over vores område med besparelser på helt op til 12% over de næste tre år. År efter år vil det såkaldte omprioriteringsbidrag skære 2% af skolernes økonomi, svarende til 1,6 milliarder i årene 2016 – 2020. Konkret ser vi allerede konsekvenserne, da der i dette skoleår er 1000 færre lærere på landets ungdomsuddannelser, sammenlignet med sidste skoleår.

Helt i tråd med Hedegaards kritik advarer undervisere nu om konsekvenserne ved at gennemføre så massive nedskæringer. Elevernes faglige udbytte er afhængig af, at de møder velforberedte, engagerede lærere, som kan deres stof og samtidig har tid til at hjælpe den enkelte elev (også når livet slår et knæk, som det kan gøre for os alle). Læreren skal udfordre den enkelte, men allerede i dag er det umuligt at have blik for den enkelte elev, når man som lærer skal forholde sig til 150 – 200 elever om ugen. Det har alvorlige konsekvenser for læringsudbyttet for alle elever, uanset fagligt niveau. Har vi råd til, at vores dygtigste elever ikke bliver udfordret nok, og at de svageste falder fra? Det kan blive konsekvensen af regeringens farlige gambling med uddannelsessystemet. Det er afgørende, at vi begynder at se uddannelse som en investering – ikke en udgift. Uddannelse er hele grundlaget for social, kulturel og økonomisk udvikling. Uden uddannelse, ingen velfærd.

Kernevelfærd, herunder en veluddannet befolkning, er en forudsætning for at bevare og udvikle vores samfund. En velfungerende offentlig sektor er grundlag for tryghed, ligeværdighed og sammenhængskraft. Den er også en forudsætning for den private sektors mulighed for at tjene penge til sig selv og til Danmark.

Ved de kommende overenskomstforhandlinger i 2018 for de offentligt ansatte er der denne gang mere på spil end de traditionelle emner som løn og arbejdsvilkår, nemlig fremtiden for den offentlige sektor. Det bliver ikke let, for med den nye regeringsdannelse er der oprettet et ministerium for såkaldt offentlig innovation. Det vækker bekymring, for vi kan være bange for, at “offentlig innovation” skal oversættes til “nedskæringer”, båret igennem af fagprofessionelle under parolen, “ I skal blot arbejde smartere, og vi har tillid til, at I selv kan finde ud af hvordan”. Vores bekymring bestyrkes af, at den nyudnævnte minister (Sophie Løhde) er citeret for at sige: “Det er supergodt, at man får endnu mere fokus på, hvordan man sikrer en bedre og billigere offentlig sektor”. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har netop udgivet en analyse, der viser, at VLAK-regeringens planer vil medføre, at vi de kommende år vil se en reduktion af offentligt ansatte på i hvert tilfælde 14.000 mennesker.

Samtidig forventes det, at vi stadig skal levere samme kvalitet. Kan man forestille sig, at de økonomiske bevillinger simpelthen ikke står mål med samfundets (og politikernes) voksende krav og forventninger til den offentlige sektor, som til stadighed løser flere og flere samfundsmæssige opgaver?
Kære politikere: Der er altså grænser for, hvor mange fødende kvinder en fødselslæge kan tilse, hvor mange børn en pædagog kan passe, hvor mange ældre en hjemmehjælper kan pleje, og hvor hurtigt en lærer kan få eleven til at tilegne sig nyt stof.
Men måske denne grænse netop søges af de nedskærings-hungrende politikere? Man kan nemt få den mistanke, at de ansvarlige politikere er helt klar over, at det offentlige er ved at nå sin smertegrænse, og dermed banes vejen for privatisering som erstatning for en (bevidst udsultet) offentlig sektor.

Arbejdstagersiden i det offentlige skal stå sammen frem mod overenskomstforhandlingerne 2018 for at stoppe nedbrydningen af den offentlige sektor.
Vi skal sammen kræve respekt og værdsættelse af det arbejde, som de offentlige medarbejdere hver dag leverer til gavn for vores alle sammens velfærd og for landets fremtid. Ligeledes skal vi kræve, at udvikling af de offentlige arbejdsopgaver forankres i faglig viden og erfaring hos de fagprofessionelle i stedet for at være styret af politiske ideologier og strømninger.