Er den offentlige sektor under afvikling?
Den offentlige sektors fremtid sætter rammen ved de kommende overenskomstforhandlinger 2018 for offentlige ansatte.
Nedskæringer år efter år svækker den offentlige sektor. Et eksempel kom frem i sidste uge, da Rigshospitalets fødselschef Morten Hedegaard opsagde sin stilling. Han kan ikke længere stå inde for kvalitet (eller mangel på samme) og de ansattes arbejdsforhold.
Undervisningssektoren skal tilsyneladende samme nedskæringsmølle igennem. Massive besparelser ruller over sektoren med besparelser på helt op til 12% .
Helt i tråd med Hedegaards kritik advarer undervisere nu om konsekvenser ved de massive nedskæringer. Elevernes faglige udbytte er afhængig af, at de møder velforberedte, engagerede lærere, som kan deres stof og samtidig har tid til at hjælpe den enkelte elev (også når livet slår et knæk, som det kan gøre for os alle).
Arbejdstagersiden har frem mod overenskomstforhandlingerne 2018 derfor en ekstra stor udfordring i at modarbejde nedbrydning af den offentlige sektor. Værdien af det arbejde, som offentlige medarbejderne hver dag leverer til gavn for os alle og landets fremtid, skal respekteres og inddrages i udviklingen af det offentlige.
Læs uddybende artikel: OK 18: Kampen om den offentlige sektor
