http://www.altinget.dk/art…/her-er-lars-loekkes-aabningstale
Her er de dele som handler om undervisningsområdet:
Åbningstalen – Løkke om undervisning
Danmark er mulighedernes land. Det skal det også være for de næste generationer. Og hovedvejen til gode muligheder går gennem gode uddannelser til alle unge.
Vi har sammen med et bredt flertal vedtaget en god folkeskolereform. En reform, hvor alle børn skal blive så dygtige, som de overhovedet kan.
Vi har sammen skabt en reform af erhvervsuddannelserne. En reform, som skal genskabe prestigen ved at blive faglært. Dem har vi brug for.
Og det er regeringens ambition, at vi til næste år styrker gymnasierne med en reform, der hæver det faglige niveau. Og målretter gymnasierne til det, som er deres formål: En solid forberedelse til videre uddannelse.
Men det er ikke nok, at vi ser på ungdomsuddannelserne én for én.
Vi skal også se på dem under ét.
I dag er der alt for mange unge, som falder fra eller vælger forkert. Nogle bliver slået tilbage til start. Andre fortsætter med en uddannelse, som de måske hverken kan eller vil bruge.
Vi skal tage fat på omveje og blindgyder i uddannelserne.
Jeg synes også, det er på tide, at vi får et stærkere fokus på de unge, der falder helt igennem. Dem, der aldrig får en ungdomsuddannelse.
Det er fantastisk at se lyset i øjnene på en dreng, der har haft nederlag på nederlag. For så pludselig at opdage, at også han kan stå på tæer og række op og gribe en succes.
Det er trist, at mange unge ikke får den mulighed.
I dag er der ikke god nok undervisning til dem, der har brug for et fagligt løft og en bedre forberedelse.
Det kan fx være en dreng, der har taget 10. klasse på en efterskole. Og derefter går på produktionsskole for at lave noget praktisk og blive klogere på, hvad han vil.
Men langt fra alle forløb er gode nok. Der er eksempler på forberedende undervisning, som knap nok rykker de unge. Det er for dårligt.
Derfor vil regeringen nedsætte en ekspertgruppe, der skal samle erfaringer, og se på, hvordan vi kan forbedre vejen fra folkeskole til den rigtige ungdomsuddannelse.
Både for de fagligt svage. Og for alle de andre, der går en omvej til den uddannelse, der passer til dem.