I 1991 fik erhvervsgymnasierne selveje og i 2009 fulgte de almene gymnasierne med. Selveje betyder, at institutionerne drives af offentlige midler med retten til at gå fallit, som det lidt populært siges.

Selvejet har som styreform medført, at ledelser og bestyrelser tvinges ind i en styringslogik, som hører til i private virksomheder, hvor kerneydelsen så at sige er at generere et  overskud til aktionærerne.

De seneste år har vi set gymnasier, der på det nærmeste har været forhekset af selvejelogikken – sorte tal på bundlinjen prioriteres over alt andet.

Denne “virksomhedstankegang” er imidlertid misforstået. Offentlige institutioner opererer ikke på markedsvilkår – de er styret af politiske prioriteringer. Uddannelsesinstitutioner skal ikke generere overskud, og de skal ikke gå i konkurrence med hinanden om “kunder” og “ydelser”.

En skattefinancieret undervisningsinstitutions eneste mål er at understøtte og udøve den gode undervisning. En bestyrelse, der er sit ansvar bevidst, skal derfor igen og igen stille sig selv spørgsmålet: Hvordan styrker vi institutionens kerneydelse – undervisningen?

Selvejet gør det nemt politisk set at styre og regulere omkostninger. Implementering af politiske beslutninger (fx nedskæringerne) og ansvaret herfor lægges ud til de lokale ledelser, som er fanget i selvejets logik, og derfor vanskeligt kan “råbe op” om problemer i “egen forretning”. Det er ikke fordrende for “en god forretning” at sige i offentligheden, at: “Kvaliteten er faldende på min skole”. Det vil jo skade “virksomhedens” omdømme og potentielt ramme omsætningen (læs: elevoptaget).

Selvejet risikerer med andre ord at udvande den nationale standard, og det er en tendens, som forstærkes, når skolerne presses mere og mere økonomisk. Allerede nu ses store forskelle på de ressourcer, som anvendes til undervisning, og ikke alle bestyrelser (og ledelser) har det samme fokus på undervisning.

Et eksempel, der på det seneste har chokeret os alle, er VUC Syd, hvor midler til undervisning er formøblet på kunst, daybed og fladskærm til direktørens kontor samt direktionens rejser og Apple-ure med svigt af personale og kursister til følge. Alt sammen finansieret af skattekroner og hårdt kæmpende læreres daglige slid. Når ledelsen ikke var sin opgave voksen, hvor var så bestyrelsen henne? Er det ikke netop en del af virksomhedstankegangen, at der skal være en professionel bestyrelse, som kan sikre, at ledelse og økonomi er i orden? I VUC-syds tilfælde bliver det tydeligt, at selveje-konstruktionen er yderst problematisk, hvis bestyrelsen ikke er kompetent og tør løfte sit ansvar.

Selvejet er et effektivt og “nemt” politisk og økonomisk styringsredskab for politikerne, og derfor findes der næppe en oplagt afløser i kulissen. Vores vej må derfor være at stille skrappe krav til selvejet. Vi skal arbejde for, at alle bestyrelser er bevidste om deres store ansvar og holder fokus på at sikre de bedst mulige rammevilkår for undervisningen.

Jeg foreslår derfor, at GL i et samarbejde mellem bestyrelsesforeningen, lederforeninger og ministerium skal sikre:

• Ensartede prioriteringer af midler til undervisning. Undervisningstaksameteret skal bruges på undervisning. Flere skoler anvender ikke hele deres undervisningstaksameter på undervisning, men overfører penge til fx bygningskontoen. Dermed er der stor forskel på, hvor mange midler der bruges på undervisning af den enkelte elev, hvilket ikke er rimeligt set i lyset af, at vi skal sikre en national standard og lige vilkår uanset valg af gymnasium. På dette område er der simpelthen brug for et stærkere overordnet statsligt tilsyn, der kan se på tværs af skoler og skoleformer.
• Fælles interessevaretagelse på vegne af skolerne fx i forbindelse med nedskæringer. At varetage sektorens interesse kan være en svær opgave at løfte for de enkelte institutioner, som oplever, at de er i konkurrence med hinanden og derfor ikke “tør” beklage sig over kvalitetsfald i sektoren generelt, som nævnt i teksten ovenfor. Hvis vi skaber en kultur, hvor man ikke må eller rettere ikke tør tale om problemerne, kan vi ikke udvikle skolerne og gøre dem bedre.
• Nedbringelse af reklamebudgetter og styrket samarbejde mellem forskellige uddannelser. Hver institution skal respektere, at de “kun” udgør en mindre del af et samlet uddannelsestilbud. Uddannelsesinstitutionerne skal samarbejde om at give det bedste tilbud til den enkelte elev i stedet for at konkurrere om de enkelte elever (og de taksameterpenge som følger med). Det er en yderst dårlig forvaltning af skattekronerne, hvis det “populære” gymnasium i midtbyen er overfyldt, hvorimod nabogymnasiet i forstaden har god plads.
• Fordelingsudvalg. Fordelingen af elever, skal tage hensyn til udnyttelse af skolernes kapacitet, samt sociale og etniske baggrunde, så vi kan undgå både sociale og etniske ghetto-gymnasier. Fordelingen af eleverne skal være uafhængig af det enkelte gymnasiums egeninteresse.
• Ensartet lønudmøntning. Det er helt urimeligt, at nogle skoleledelser ikke overholder deres forpligtelse til, at ca. 10% af lønnen skal udgøres af lokal løn. Dermed får vi store lønforskelle mellem de forskellige skoler, hvilket på sigt medfører, at der skabes første og andenrangsskoler. Dette gælder ikke mindst på erhvervsgymnasierne, hvor ledelserne generelt har været meget tilbageholdende med at give lærerne den lokale lønforhandling og udmøntning, de har krav på.  

Jeppe Kragelund,

Næstformand i GL

Valgt til hovedbestyrelsen for Liste 3.